Påskekagen er gået bananas

Sig goddag til den første kage på bloggen! Jeg skulle til påskefrokost og selvfølgelig var jeg ansvarlig for kage. Så jeg er gået bananas i påsketemaet. Jeg ville gerne skabe en elegant kage, der samtidig skreg påske. Hvordan får man så lige disse to ting til at mødes? Når jeg hører ordet påske, tænker jeg altid på chokolade, påskeæg og harer. Det er efter min mening lidt kaotisk med mange mønstre og farver. Jeg har derfor forsøgt at holde min kage i de gule nuancer, og med fine detaljer. Min påskekage består af en klassisk banankage, med chokoladecreme, en halv æggeskal af hvid chokolade, chokolade snirkler der er knækket, krystalliseret chokolade og marmoreret fondant.

 

Det centrale element er helt klart æggeskallen, der ligger på kagen. Jeg har lavet en beskrivelse af hvordan man laver skallen her. Ægget er lavet i hvid chokolade og skal derfor tempereres ned til 27 grader. Når man har lavet ægget, så lad det stå på køl, imens man laver kagen.

 

Et andet af kagens elementer består af chokolade snirkler jeg har knækket og brækket i stykker, så det ligner grene i en rede. Til disse snirkler kan man bruge rest chokoladen fra æggeskallen. Man tager et stykke bagepapir eller kageplast, som skal passe til et glas man har. Man hælder den tempereret chokolade ud på bagepapiret eller kageplastet og glatter det ud i et jævnt lag. Lad det sidde lidt, og hvis man som mig altid har 27 grader eller derop i sit hjem, så er det en god idé at sætte det på køl i 1 minut. Når chokoladen har sat sig lidt, kan man tage enten en kniv eller en takket spartel, og lave riller i chokoladen. Så skal man have en hurtig hånd og folde kageplasten eller bagepapiret rundt i en ring, så chokoladen vender nedad og plast/bagepapir vender op.  Plast/bagepapiret lægger man ind i glasset du målte efter, og læg det herefter på køl.

 

 

Banankagen

Banankage er en klassisk opskrift og består af ingredienserne:

  • 150 gr. Smeltet smør
  • 5 stk. Bananer
  • 150 gr. Mørk chokolade
  • 315 gr. Sukker
  • ½ Vaniljestang
  • 225 gr. Hvedemel
  • 2 tsk. Bagepulver

Min regel nr. 1 er. Start Altid med at tænde ovnen. Til denne kage skal den være sat på 200 gr. almindelig. Men husk at ovne er forskellige og kun du kender din ovn bedst. Min ovn skal altid være på varmluft ellers sker der aldrig noget! Som altid i kagebagning skal man som det første starte med at smelte smørret. Herefter flækker man vaniljestangen på langs og skraber kornene ud og vender den i noget af sukkeret, til kornene har delt sig. I en skål skal man komme sukker, æg og vaniljekorn i og piske det (med køkkenmaskine eller el pisker) til æggemassen bliver hvid og luftig.  Når dette er gjort kan man lidt efter lidt tilføje det smeltet smør, samtidig med man pisker på lave omdrejninger. På den måde klasker æggemassen ikke sammen. Efter smørret kommes mel og bagepulveret i, og piskes. Nu er kagemassen blevet tykkere og mere dejagtig. Nu skal gaflen findes frem, så alle bananerne kan blive most og bagefter skal du hakke chokoladen i små stykker. Bland bananerne og chokoladen i kagemassen med en dejskraber eller på køkkenmaskinen med en K spade. Og nu er den klar til at komme i formen. Man kan både bruge bradepande, fad eller springform til denne kage. I dette tilfælde har jeg brugt den sidstnævnte springform med en diameter på 24cm. MEN! man skal være opmærksom på at hvis man vælger denne form, skal den have længere tid, og man skal nok lægge sølvpapir let henover formen når kagen er blevet gylden. Hvis man bare gør dette er det intet problem at bruge springformen. Kagen skal bage mellem 30-45 min. Bradepande er mere omkring de 30 min og springformen er de 45 min. Husk at tjekke om den er færdigbagt med en kødnål. Hvis noget dej hænger fast skal den have mere.

 

Chokoladecreme

Denne chokoladecreme er super god, og super nem at lave og passer til mange kager. Man skal bruge:

  • 200 gr. Smeltet smør
  • 4 dl. Piskefløde
  • 8 spsk. Sukker
  • 4 spsk. Kakao
  • 4 tsk. Mel

Start selvfølgelig med at smelte smørret. Samtidig blander man piskefløde, sukker, kakao og mel. Jeg har et stort decilitermål og plejer at blande det i den. Hæld piskeflødeblandingen ned i det smeltede smør og piske det sammen, samtidig med at man lader det koge op i omkring 5 min. Cremen tykner og når den begynder at slippe bunden af gryden, er den klar. Jeg har hældt ½ af cremen oven på kagen og smurt ud. Så har jeg taget 1/3 del af cremen i en sprøjte pose og ladet den køle lidt af. Jeg har brugt en stjerne tyl i sprøjteposen for at få cremen til at ligne kviste. Den sidste 1/3 del har jeg smurt op på siden, så fondantkanten kan sidde fast. Når sprøjteposen er kølet lidt ned kan man sprøjte chokoladecremen ud i en cirkel, hvor ægget skal ligge. Jeg har lavet omkring 8 cirkler, hvor jeg har zigzaggede for at få et udseende af en rede.

 

Fondant marmorering

Personligt fortrækker jeg at overtrække med marcipan. Mest af alt fordi jeg synes at fondant smager af… alt for meget sukker, så mine tænder næsten falder ud. Årsagen til jeg har brugt det til denne kage, er at jeg havde rester. I said it… så er katten ude af sækken. Det var kun for at komme af med rester af fondant. Jeg bruger som regel kun fondant til figurer eller blomster. Jeg har fornylig lavet en Pokémon kage og her har jeg brugt fondant. Resterne skulle derfor bruges op. Jeg har brugt en gul, orange og hvid fondant. Man ruller forskellige størrelser af hver fondant ud og sammensætter fondanten i forskellig rækkefølge (se billedet nedenfor). Nu tager man kagerullen og ruller fondanten ud. Bagefter skal man måle op hvor høj kagen er, og hvor meget der skal bruges. På den måde kan man skære kanten ud og placerer det rundt om kagens kant.

Herefter har jeg placeret chokoladeskallen og sat knækket chokolade snirkler i chokoladecreme reden. Til sidst har jeg pyntet med krystalliseret chokolade og isomalt.

Så find chokolade og bananer frem, og få den gule farve trendy igen

Rigtig god påske!

 

Maria

Del med andre Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterPin on PinterestPrint this page